|
Når man anskaffer sig en hundehvalp kræver det altid en del forberedelser og det, hvad enten man er erfaren hundeejer eller førstegangshundeejer. Hvalpen er sjældent renlig når den er 8 uger, hvilket betyder at der ofte indtil hvalpen er 3-4 måneder ligger et stort arbejde i at få hvalpen gjort renlig. Man bliver ofte overrasket over, hvor meget sådan en lille ”baby” kan svine, men når man først har fået indarbejdet nogle gode fodrings og lufte rutiner, går der ikke lang tid før man igen kan gå med bare tæer i stuen. En hundehvalp skifter ligesom børn ”mælketænderne” ud. I den periode klør det meget i gummerne på hvalpen og den vil være meget interesseret i at ligge og gnaske i ting og sager. Man skal derfor hurtigt lære hvalpen at den kun må bide i dens hundelegetøj. Hvis man er konsekvent undgår man at få aftryk af hvalpens tandsæt i møbler og andet inventar.
Hvis du får problemer med din hvalp, er det altid en god idé at ringe til opdrætteren eller en anden kyndig person når problemet opstår. Problemerne bliver sværere at rette op på og nogle gange uoprettelige, hvis der går for lang tid og så daler fornøjelsen ved at have hund.
Når du køber hvalp fra os- Du skal komme og møde os og hundene, helst inden hvalpene er født. Vi forventer at du har læst lidt om Bullmastiffen og at du har snakket med eller besøgt andre opdrættere eller planlægger at
gøre det. - Du får besked så snart hvalpene er født, men du kan først besøge dem når de er 3 uger gamle og vi forventer, at du derefter besøger hvalpene mindst et par gange. Under hele perioden, hvor hvalpene er hos os, opdatere vi løbende hjemmesiden med billeder og vægt.
- Du kan først vælge din hvalp når den er 6 uger gammel og i alle tilfælde vil vi råde og vejlede dig til den hvalp vi mener passer bedst til dig og dine ønsker vedrørende temperament og brug f.eks. kun familiehund, udstilling, avlshund, arbejdshund osv..
- Vi indgår en skriftlig købsaftale den dag du kommer og henter hvalpen.
- Du får 2 x 1 kg. foder og med hvalpen følger både line og halsbånd.
- Da alle hunde, ligesom mennesker, kan risikere at blive syge kan vi ikke give nogen garanti. Med hvalpen følger derfor en sygeforsikring som du dog selv skal sørge for at fornye hvert år. Dette er for at sikre at hvalpen får den rette behandling uanset pris.
- Vi rådgiver dig i forhold til fodring, pleje og opdragelse og du kan frit kontakte os uanset årsag, hvis vi ikke selv kan hjælpe finder vi nogen der kan.
- Din hvalp skal PennHIP optages når den er 16 uger gammel. Alle udgifter i forbindelse med dette afholdes af os, ligesom vi også sørger for transporten. Du skal kun sørge for at bringe hvalpen ned til os dagen inden, medmindre du selv ønsker at deltage ved optagelserne, som bliver foretaget i Silkeborg (i dette tilfælde afholder du selv udgifterne til transport).
- Din hvalp skal udstilles mindst 1 gang inden den er 2 år. Udgifterne til udstillingsgebyret afholdes af os.
- Din hvalp bør HD-fotograferes når den er 18-24 måneder og ¼ af udgifterne hertil afholdes af os.
- Når din hund er 2-3 år, sender vi et meget omfattende spørgeskema, hvor du skal svare på spørgsmål vedr. hundens sundhed, psyke og eksteriør. Det udfyldte skema returneres til os sammen med en sundhedsudtalelse fra din dyrlæge og en udskrift af hundes dyrlægejournal. Vi vil, ud fra alt materialet og på sundhedsområdet i samråd med vores dyrlæge, udfærdige en konklusion om kuldets sundhedstilstand, som en helhed. Konklusionen danner et vigtigt grundlag for vores videre avlsarbejde... og eventuelt dit!
- Vi passer gerne din hund, hvis du skal på ferie, da vi som ansvarlige opdrættere gerne vil følge og opleve vores opdræt og samle informationer til brug for vores videre avlsarbejde. Dog kan der være situationer, hvor vi ikke har plads.
|
|